I forbindelse med vores integrations- og beskæftigelsesrettede projekter og aktiviteter og senest deltagelse i en konference ved Nordisk Ministerråd, blev vi kontaktet af repræsentanter fra Vestland Fylkeskommune i Norge med ønske om at opnå viden om, hvordan vi underviser og opkvalificerer vores medarbejdere og hvordan denne anvendes i praksis.
Besøget varede to dage:
Tirsdag var der fokus på den teoretiske opkvalificering, herunder tilgange og metoder med udgangspunkt i vores egen e-læringsplatform med 11 sprog, E-asylearn. Herudover fik kursisterne vist, hvordan de hands-on lærer ved brug af pH-sticks til at måle surhedsgraden af et rengøringsprodukt.
De ville samtidigt gerne se den praktiske sidemandsoplæring ude på arbejdspladsen og tale med vores supervisors. Onsdag var vi derfor ude på arbejdspladsen hos en af vores kunder, hvor de både så housekeeping- og køkkenområdet og fik hilst på vores ukrainske medarbejdere.
Et vellykket besøg med stort potentiale for samarbejde på tværs af de nordiske lande.